Har du brug for et sted, hvor du kan få ro til at lave lektier, komme videre med afleveringer eller få den hjælp, der lige gør forskellen? Så er lektiecafeen noget for dig!
Hver mandag fra kl. 13.45–15.45 står dørene åbne i biologilokalet i kælderen på Herfølge Skole, hvor du kan slå dig ned, få støtte til dine fag eller dykke ned i fordybelse sammen med andre. Her kan du stille spørgsmål, få forklaringer på svære opgaver eller sparring på projekter. Du bestemmer selv, om du vil arbejde alene i ro og fred eller have hjælp undervejs - begge dele er helt velkomne.
Herfølge skole
Scheelsvej 2
4681 Herfølge skole
Det er Neel Jansen, der står for lektiecaféen. Neel underviser til daglig i engelsk, samfundsfag og geografi, og har derfor stærke kompetencer inden for både sprog, kulturforståelse og samfundsforhold. Derudover hjælper Neel også gerne med fag som dansk, matematik og naturfag, så du kan få støtte på tværs af de fleste opgaver. Neel er engageret, nærværende og god til at forklare tingene på flere måder - så du får muligheden for virkelig at forstå stoffet. Hun møder alle elever i øjenhøjde og hjælper dig præcis dér, hvor du er.